Hvad er FFT?

Funktionel Familieterapi (FFT) er et familiebehandlingstilbud, som henvender sig til familier med unge mellem 10 og 17 år, som har milde til alvorlige adfærdsproblemer. FFT arbejder mod at reducere den unges adfærdsproblemer, så som misbrug af stoffer og alkohol, skoleforsømmelser og kriminel adfærd. Samtidig retter FFT behandlingen sig mod hele familien, i form af en intensiv, helhedsorienteret indsats, som involverer alle familiemedlemmer i en balanceret alliance. Fokus er på relationelle, frem for individuelle problemer, og på at finde de styrker, som er tilstede i familien, samt identificere de risikofaktorer, som er årsager til problemerne. FFT-modellen tager også højde for de mange multidimensionelle systemer, som omgiver familien, såsom skole, institutioner, venskabsgrupper, øvrig familie mm. Et FFT behandlingsforløb varer i gennemsnit 3-6 måneder og består i gennemsnit af 12 behandlingssessioner med den tilknyttede terapeut.

FFT-modellen bygger på en grundlæggende anskuelse om at respektere de familier som indgår i behandlingen, uanset individuelle forskelle, kultur, etnisk baggrund og familieform.

Målgruppe

Inklusionskriterier, som berettiger barnet/den unge til FFT-behandling. Hvis barnet/den unge har:

  • Uhensigtsmæssig adfærd og højt konfliktniveau med sine omgivelser
  • Kriminel adfærd
  • Voldelig og aggressiv adfærd
  • Misbrugsproblemer
  • Skoleproblemer
  • Psykiske problemer

Eksklusionskriterier, som ekskluderer barnet/den unge fra FFT-behandling. Hvis barnet/den unge:

  • Er uden familie eller anden omsorgsbase
  • Har autisme spektrum forstyrrelse
  • Er selvmordstruet
  • Er akut psykotisk

Behandling

FFT behandling er en faseopdelt og multikomponentbaseret tilgang til positive forandringer, internt i familien, og hos barnet/den unge. Behandlingen tager udgangspunkt i fem primære komponenter for positiv og blivende forandring:

  • Engagement
  • Motivation
  • Analyse
  • Adfærdsændring
  • Generalisering

Den første komponent i behandlingen er engagement, hvor fokus er på at fastholde familien, i at blive i FFT- behandlingen, deltage og overholde aftaler, og derved ikke droppe for tidligt ud af programmet. Engagementsfasen har fokus på hele familiens engagement, i forhold til at indgå i behandlingsforløbet, og samarbejde med terapeuten undervejs.

Anden komponent er motivation med fokus på at styrke familiens motivation for varige, positive adfærdsændringer i familien. I motivationsfasen styrkes familiens mulighed for alliance med den tilknyttede terapeut, og det interne familieforhold styrkes, gennem genopretning af tillid og forståelse mellem familiemedlemmerne, og ved at italesætte håb, bekymringer, ønsker og forventninger for fremtiden.

Tredje komponent er analyse, som fokuserer på kortlægning af familiemedlemmernes individuelle, følelsesmæssige relationer og den måde, hvorpå disse kommer til udtryk i adfærden mellem dem.

Fjerde komponent er adfærdsændring, som består i at træne familien i kommunikation, problemløsning og konflikthåndtering. I denne fase øves forældreteknikker og kommunikationsfærdigheder med henblik på at ændre familiens adfærd i en mere konstruktiv retning.

Femte komponent generalisering, består i, at familien støttes, i forhold til, at overføre de opnåede forbedringer fra familielivet til andre arenaer (skole, venskabsgrupper, mm.). På den måde hjælpes familien, og barnet/den unge, i fremadrettet at kunne håndtere udfordringer i deres omverden.


Vi bygger bro og skaber forståelse.

Funktionel familieterapi - Vi bygger bro og skaber forståelse.
Information til familier.
Information til familier
Information til professionelle.
Information til professionelle